Nu ved FC Københavns anfører, Mathias Zanka Jørgensen, hvilken klub han skal høre til fra den kommende sæson.
Det er dog endnu hemmeligt, hvilken klub det er, fortæller Zankas agent, Darryl Powell, til tipsbladet.dk.
"Vi ved, hvem Mathias skriver under med. Jeg har lavet en aftale med en klub. Mathias kender til det, og han er glad for det. Han har besluttet sig for, hvor han vil spille, og jeg er enig i hans valg. På trods af hans skade, var der 10 klubber, der ville have ham, men den her klub var bare mere interessant end de andre," lyder beskeden fra Zankas agent, som altså ikke vil løfte sløret for, hvilken klub det er.
Der er dog ikke skrevet under endnu. Men skulle klubben ende med at bakke ud, så er der linet et alternativ op for den 21-årige Zanka.
"Vi har også en nummer to. Jeg har været helt klar i mælet og fortalt en anden klub om situationen. Så hvis det mod forventning glipper med vores førsteprioritet, står en anden klub parat," siger Powell ifølge tipsbladet.dk.
Siden september har Zanka lidt af en korsbåndsskade. Planen er, at han skal starte i den nye - endnu unavngivne klub - d. 1. juli 2012.