Det omdiskuterede digterarrangement med Yahya Hassan bliver nu afholdt alligevel, skriver Politiken. Det bekræfter Steen Møller, by- og kulturrådmand i Odense Kommune.
- Vi er i gang med at undersøge andre lokaliteter i Vollsmose. Lige nu holder vi møde med politiet med henblik på at få sikkerheden på plads, siger Steen Møller.
- Det bliver altså ikke aflyst - vi regner med at holde arrangementet på tirsdag.
Biblioteket i Vollsmose aflyste i går et debatmøde med den kontroversielle digter Yahya Hassan efter råd fra Fyns Politi. Men mødet er nu flyttet til en anden lokalitet, også i Vollsmose.
Arrangementet med den unge digter bliver som planlagt afholdt på tirsdag.
Fyns Politi har på det kraftigste advaret mod at holde arrangementet i Vollsmose. Ifølge chefpolitiinspektør John Jacobsen er der grund til at tro, at arrangementet med den 18-årige digter vil give anledning til uroligheder i bydelen. "Yahya Hassans personlige sikkerhed kan vi håndtere alle steder. Det her handler om frygten for den offentlige ro og orden", sagde chefpolitiinspektør John Jacobsen tidligere.