Fredag aften klokken 20 begyndte TV-dysten mellem DR1s X Factor og TV2s Varm på is .
Og det blev X Factor , der vandt seernes gunst.
Seertallene fordelte sig nemlig således, at 1,1 mio. danskere fulgte med i de ukendte talenters dyst i X Factor , mens blot 742.000 havde tændt for TV2 i samme tidsrum for at følge de kendte danskere i premieren på Varm på is .
Og det er en hel del færre, end TV2 er vant til fredag aften.
Vild Med Dans var en succes med seertal på den gode side af en milllion, hvilket også fik DR til at trække sig tilbage i kampen om seerne fredag aften.
Men med X Factor , som har haft i snit 1,1 mio. seere siden premieren for fire uger siden, ser det ud til, at DR vinder TV-krigen.
TV 2 har tidligere meldt ud, at de forventede omkring 1,2 mio seere til Varm på Is . Men der er lang vej endnu, og når X Factor næste gang også begynder at sende live, skærpes konkurrencen yderligere.