Startskuddet til den nye sæson af X Factor har netop lydt, og igen i år er de to herrer, Thomas Blachman og Remee, med som dommere.
Ligesom sidste år får de følgeskab af Mette Lindberg, der debuterede i forrige sæson. Og det kan til tider være ret slidsomt at være ene pige i en sandwich af to mænd med store personligheder.
Det fortæller hun i et nyt interview med Alt for Damerne.
– Det kan godt være svært at være sammen med to mænd med et så stort ego, og jeg tror, hverken Remee eller Blachman har det sådan vildt godt med, hvis kvinder har lige så meget magt som dem. Så bliver de utrygge og føler sig udfordrede, siger hun til bladet og fortsætter:
- Men egentlig synes jeg heller ikke, det er særligt charmerende, når man hidser sig op og mister besindelsen. Så det ønsker jeg heller ikke at gøre. Men det kan nogle gange være svært ikke at få lyst til at råbe grimme ting ind i ansigterne på dem, når de er decideret flabede og respektløse, fortæller hun.
Selvom Mette Lindberg slog igennem på den musikalske scene som frontfigur i bandet The Asteroids Galaxay Tour, hvor hun opnåede stor international succes, så var det først som dommer i underholdningsprogrammet, hun blev kendt i Danmark.
Det er den 10. sæson af X Factor, der løber over skærmen på DR1 denne gang.