Det blev heller ikke til sejr over belgieren Kim Clijsters i denne omgang for danske Caroline Wozniacki, der søndag aften tabte sæsonfinalen i Doha.
Danskeren gjorde tidligt i kampen vejen til sejr lang, da hun lod sig bryde i første serveparti. Clijsters holdt fast i føringen og vandt sættet 6-3.
I andet sæt spillede Farum-pigen bedre og udlignede efter en sæt-sejr på 7-5.
Men den lange sæson så ud til at tynge verdens nummer et i tredje og afgørende sæt, som Kim Clijsters snuppede med samme cifre som i første.
Til trods for nederlaget er Wozniacki sikker på at slutte sæsonen som nummer ét på verdensranglisten. Det stod klart allerede forleden, da hun kvalificerede sig til turneringens semifinale.
Nu venter der en turneringspause for danskeren inden hendes næste store mål, grand slam-turneringen Australian Open.