Småsyg ankom Caroline Wozniacki til ugens tunering i Beijing, hvor hun tabte i første runde til spanske Maria Jose Martinez.
Wozniacki fik lov til at slippe for en planlagt fotosession i den kinesiske hovedstad.
Men i stedet blev hun beordret til at spille sin kamp samme aften i stedet for at vente til mandag, selvom hun havde en lægeerklæring og et brev fra turneringsdirektøren i Tokyo med.
"Det virker, som om WTA vil have spillerne til at gøre alt for dem, mens det kniber mere den anden vej. Det skulle jo ellers være spillernes egen organisation," siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.
Hun er med på, at spillerne nogle gange må bøje sig af hensyn til tv, planlægning og markedsføring.
Men hun og hendes far og træner, Piotr Wozniacki, er enige om, at WTA-organisationen ikke tager tilstrækkelig hensyn til spillernes sygdom, skader og behov.
"En gang imellem føler man, at der er andre interesser, der står højere end spillernes," siger Piotr Wozniacki.