2. juledag underskrev tennisprinsessen, Caroline Wozniacki, en deltagerkontrakt med 'Vild med dans' for øjnene af næsten en million danske tv-seere. Men kontrakten er falsk, skriver bt.dk.
Underskriften blev kradset ned i TV2's årskavalkade med Cecilie Frøkjær og Johannes Langkilde. Værten smækkede en deltagerkontrakt på bordet, og det unge tennistalent var med på spøgen og skrev under.
"Det vil da være en ønskedeltager, men hendes træner kan rolig slappe af. Det er ikke juridisk bindende," siger underholdningsredaktør Gitte Madsen fra TV2 til avisen.
Hun understreger, at TV2 meget gerne vil have Wozniacki som deltager i det populære program.
"Vi vil rigtig gerne have Caroline med i 'Vild med dans' næste gang, og vi skal nok finde ud af at få sat pailletter på hendes lille korte Adidaskjole, hvis hun gerne vil danse i den, men jeg tror, hun skal noget andet, og hendes træner kan slappe af," siger Gitte Madsen.