I lang tid kunne hun gå på vandet, men i den senere tid har Caroline Wozniacki måttet tage et kig på den mindst populære side af den berømte medalje.
I de seneste turneringer har hun ikke kunnet leve op til sine seedninger, og det betyder, at hun på den seneste verdensrangliste er blevet overhalet af russeren Svetlana Kuznetsova.
Caroline Wozniacki er nummer fire, men holder dog stadig et prominent navn som Venus Williams bag sig på listen.
Hendes søster Serena topper listen ganske suverænt foran Dinara Safina fra Rusland. Ellers har der ikke været megen røre i top ti, hvor den eneste anden forandring er et pladsbytte mellem Agnieszka Radwanska og Jelena Jankovic.
Flere eksperter har vurderet, at Caroline Wozniacki her i starten af sæsonen kan få svært ved at hente det samme antal ranglistepoint som på samme tid sidste år, hvorfor et fald på verdensranglisten vil være uundgåeligt.
Danskerens næste opgave i jagten på verdenstoppen bliver BNS Paribas Open i Indian Wells i Californien i starten af marts.