Ifølge Caroline Wozniackis far og træner, Piotr Wozniacki, har vi endnu ikke set det bedste fra den unge tennisspiller. Målet er, at hun vinder en af de største turneringer i næste sæson.
"I år var det vigtigste mål, at Caroline kom ind i top-10 og udviklede sig bedst muligt. Det betyder ikke så meget, om hun er nummer otte eller ni lige nu, eller om hun forsvarer alle sine titler. Det vigtigste er, at hun samler mest mulig erfaring," siger Piotr Wozniacki til B.T.
Derfor betyder det heller ikke så meget for faderen, at Caroline Wozniacki mandag faldt en enkelt plads tilbage på verdensranglisten, så hun nu er nummer ni igen.
"Planen er, at hun skal toppe til US Open. Vi går selvfølgelig efter at lave et godt resultat. Det er også realistisk at vinde en grand slam allerede i år, men det er først næste år, at hun for alvor skal til at vinde de største grand slam- og mastersturneringer," siger han.