Det danske kvindelige tennislandshold fik en god lodtrækning til Fed Cup i Portugal, der indledes i morgen.
Selvom Caroline Wozniacki og co. kun var placeret i tredje seedningslag slap Danmark for at møde flere skrappe modstandere blandt andet Hviderusland med Victoria Azarenka på holdet.
Danmark er havnet i gruppe 3, hvor Sverige, Ungarn og Letland venter.
Fed Cup indledes i morgen med et nabobrag mod Sverige. Anden kamp finder sted torsdag, og tredje kamp fredag.
Lørdag afgøres det, hvem der rykker videre fra eller ud af Europa/Afrika Group I (3. division).
Fed Cup-kaptajn Maria Rasmussen er glad for, det lykkedes at undgå Hviderusland.
"Vores udgangspunkt er stadig, at vi vil forblive i gruppen. Alt herudover er bonus," siger Maria Rasmussen.
Hvis Danmark vinder gruppen, går holdet videre til gruppefinaler om kvalifikationskampe til 2. division - World Group II.