Danmarks største tennisstjerne er ligeglad med den kommende bog, der sværter hendes og ikke mindst hendes fars navn til.
"Jeg kommer ikke til at læse bogen, og den interesserer mig egentlig ikke, så jeg er faktisk lidt ligeglad," siger Caroline Wozniacki til spn.dk.
Bogen, som har fået titlen 'Miss Sunshine - Caroline Wozniacki og skyggen af farmand', er skrevet af journalisten Kurt Lassen og tegner langt fra et rosenrødt billede af tennisstjernen og hendes far.
Blandt andet skriver Kurt Lassen, at Team Danmark brød loven, da de støttede Wozniacki økonomisk i hendes helt unge år. Samtidig portrætterer han Wozniackis far som en kalkulerende bagmand, der udnyttede det danske idrætssystem og derudover behandler sin datter dårligt. Oplysningerne er ifølge forfatteren kommet frem under hans arbejde med kilderne til bogen.
Caroline selv har dog ikke meget til overs for bogens grundlag.
"Jeg kender ikke ham, der har skrevet den. Jeg har ikke selv været med i den eller kommet med inputs, så der er ikke så meget at sige til det," siger hun.
I øjeblikket befinder Caroline Wozniacki i Melbourne, hvor hun forbereder sig på næste uges Australian Open.