Amy Winehouses pårørende gør alt for at vende sangerindens alt for tidlige død til noget konstruktivt.
Derfor bliver hendes hus i Nord-Londons festkvarter, Camden, nu hovedkvarter for en fond, der blandt andet skal hjælpe folk ud af stof- og alkoholmisbrug.
Det skriver The Sun.
"Vi ønsker at gøre en positiv forskel," siger sangerindens far, Mitch Winehouse, til avisen og nævner at også hjælp til børn ville være i Amys ånd.
The Amy Winehouse Foundation er navnet på den nye fond, som bliver officielt lanceret på dagen, der ville have været hendes 28-års fødselsdag, 14. september.
Fonden skal drives med indtægter fra Amy Winehouses musik. Som et startskud udgiver hendes pladeselskab en version af jazz-klassikeren "Body and Soul", som Amy indsang sammen med crooneren Tony Bennet, og alle royalties fra nummeret vil gå til fonden.
"Amy var så begejstret for at arbejde med Tony, og hun glædede sig rigtig meget til at hendes fans skulle høre sangen," siger far Mitch til The Sun.
Kilde: The Sun