Ulrik Wilbek kigger nu i avisernes stillingsannoncer.
Det er konflikten mellem de danske håndboldkvinder og Dansk Håndbold Forbund, DHF, der har fået landstræner for de danske håndboldherrer til at kigge efter et nyt job, skriver eb.dk.
"Jeg må da indrømme, at jeg sad og læste stillingsannoncer i går. Der var en stilling, jeg syntes, var smadderspændende, og så tænkte jeg, om jeg skal søge den nu," siger Ulrik Wilbek til håndboldmagasinet Overtrådt, der sendes på TV/Midt-Vest Mokka og TV SYD PLUS.
Håndboldforbundet spiller nemlig med musklerne over for kollegaen hos damerne, hvor lukning af landsholdet og fyring har været på tale. Ulrik Wilbek frygter derfor, at han får samme behandling som Jan Pytlick.
"Fordi Jan fik at vide for 14 dage siden, at han måske måtte stoppe, fordi der ikke var noget hold. Og hvis det her skal blive ved, så bliver jeg også nødt til at tænke over, om der er en fremtid i håndboldsporten. Så vigtigt og alvorligt er det," siger Ulrik Wilbek.
"Allerhelst vil jeg være landstræner, men jeg overvejer nu at søge noget andet, fordi mit job er i fare. Det må jeg erkende," tilføjer han.
Kilde: eb.dk