Den unge danske målmand stod en fremragende kamp mod Tyskland, og modtager fortjent ros fra landstræneren.
En hektisk kamp mellem Danmark og Tyskland ved EM-slutrunden endte med en dansk tomålssejr på 28-26.
Og det var specielt på grund af en pragtpræstation af målmand Niklas Landin, der ved flere lejligheder tog selvtilliden fra de tyske spillere med en stribe flotte redninger.
Landstræner Ulrik Wilbek var da også godt tilfreds med sin målmand.
"Niklas har stor betydning, men man kan kun stå på mål, hvis der er et forsvar. Det var der ikke mod Makedonien, men det var der i dag," sagde landstræneren til TV2 efter kampen.
Ulrik Wilbek lignede generelt en mand, der var godt tilfreds med både præstation og resultat.
"Bortset fra en rædderlig start, hvor vi måtte tage en hurtig time-out, var vi i kontrol igennem hele kampen. Og hver gang de kom tæt på, havde vi Niklas i storform," sagde Ulrik Wilbek.
Med sejren har Danmark stadig muligheden for at komme i semifinalen.