Det danske herre-håndboldlandshold ser ud til at komme igennem lønkrisen, og de danske spillere gør klar til kæmpe for Danmark på håndboldbanen igen.
De danske spillere er blevet enige med Dansk Håndbold Forbund efter en længerevarende lønstrid. Og i forbindelse med den strid har det lydt gentagne gange, at landstræner Ulrik Wilbek har været indstillet på at forlade landstrænerposten, hvis ikke der kom en ordentlig aftale i stand.
Men det har alt sammen været løse rygter, siger Ulrik Wilbek til Politiken.dk.
»Det har slet ikke været på tale, at jeg ville stoppe. Det hele er en slags misforståelse. Jeg havde blot sat en deadline for mit valg af hold - om jeg kunne køre videre med det gamle hold, eller om jeg skulle vælge et helt nyt«, siger Ulrik Wilbek.
Landstræneren ser nu frem til at kunne samle landsholdsspillerne, når han ser hovedparten af herrerne an til en 3-dages træningslejr et sted i Jylland fra 13. til 16. september.
De foregående træningsseancer er blevet aflyst på grund af konflikten mellem landsholdsspillerne og DHF.