De har allerede lagt 76.000 fortrolige dokumenter, der handler om krigen i Afghanistan, ud til fri afbenyttelse på nettet og nu kommer der 15.000 flere.
Det melder talsmanden for Wikileaks, Julian Assange ud uden at komme ind på præcis, hvornår enhver med internetadgang kan dykke ned i de militære hemmeligheder. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Pentagon har allerede været på banen og forklarer, at de har identificeret de næste 15.000 dokumenter og advarer om, at de vil være endnu mere skadelige for Natos operationer i Afghanistan.
Mange har været begejstrede over, at offentligheden har fået indblik i, hvad der er foregået i Afghanistan, men mange er også bekymrede.
Den verdensomspændende organisation Journalister uden Grænser, der arbejder for pressefrihed, har dog udsendt en udtalelse, hvor de fordømmer Wikileaks' offentliggørelse af de hemmeligstemplede dokumenter.
De er specielt bekymrede over, at der i dokumenterne fremgår navne på afghanere, som har arbejdet sammen med koalitionen. Ifølge organisationen er de nu lette ofre for Taleban.