The White Stripes er på vej med et nyt album.
Selvom hovedmanden Jack White har haft travlt med sideprojektet The Raconteurs, har han åbenbart haft tid til at indspille en nye plade med ekskonen Meg White.
De skriver på deres hjemmeside at opfølgeren til ’Get Behind Me Satan’, kommer til at hedde ’Icky Thump’, og at de er i gang med at mixe sporene.
Bandet udtaler på siden, at » selvom vi er trætte, nedkørte, udmattede, sultne og kolde og er overladt til os selv uden mad, planlægger vi performance-agtige shows over hele verden.«
Der er ikke dato på udgivelsen endnu, men det forventes at albummet udkommer senere i år.