Regeringen har siden 2001 givet skattelettelser for 50 milliarder kroner.
En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser dog, at ikke alle har taget del i festen. Det er nemlig mest af alt Københavns-området, der har nydt godt af de borgerlige skattegaver.
"Mens indbyggerne i Nordsjælland således har fået de største gevinster, har personer bosat i Udkantsdanmark fået de mindste gevinster," skriver AE-rådet i en pressemeddelelse.
Baggrunden er, at skattelettelser især er kommet de mest velhavende til gode. Og de er altså især bosat på 'Djævleøen'.
Omvendt er skattegevinsten gået forbi næsen på beboerne i det Udkantsdanmark, som politikere på tværs af Folketingets politiske skæl har besunget så højt den seneste tid.
Størst grund til ærgrelse har beboere på Lolland og Morsø. Her har indbyggerne i gennemsnit fået 13.000 kr. i skattelettelse.
Danskere med adresse i Gentofte har fået næsten tre gange så meget ud af skattelettelserne, skriver AE.
Men regeringen er ikke meget for analysen, som er lavet med et sæt særdeles røde briller.
"Det man kan se, hvis man kigger på et Danmarks-kort, er, at de højest lønnede danskere bor klumpet sammen. Og det er selvfølgelig det, der giver sig udslag. Når vi sænkede den højeste marginalskat, så er det de det rigeste danskere, der i kroner og øre har fået mest ud at skattelettelserne," erkender Venstres skatteordfører Mads Rørvig.
Han påpeger samtidig, at det aldrig bliver borgerlig politik at føre regionalpolitik via personskatterne.
Mads Rørvig minder om, at regeringen senere på efteråret kommer med sit udspil til, hvordan Udkantsdanmark igen kommer tilbage på banen i form af flere job og vækst.