Wenger fik en sejr: Vi har været igennem et mareridt

Efter fire nederlag i træk vandt Arsenal 2-0 ude over AC Milan. Den reaktion glæder Arsène Wenger.
Arsène Wenger og Arsenal står med et ben i Europa Leagues kvartfinaler efter 2-0-sejren ude over AC Milan.
Arsène Wenger og Arsenal står med et ben i Europa Leagues kvartfinaler efter 2-0-sejren ude over AC Milan. Foto: Alessandro Bianchi/Reuters

Det var yderst tiltrængt for den pressede Arsenal-manager, Arsène Wenger, at hans hold torsdag aften vandt 2-0 på udebane over AC Milan i den første af to Europa League-ottendedelsfinaler.

Arsenal var taget til Milano med fire nederlag i træk, og Wenger er derfor stolt over, at hans spillere svarede tilbage ved at vinde på San Siro.

- Det var en vigtig sejr efter nogle mareridtsuger. Jeg er meget glad for den reaktion, vi viste.

- Når man er slået i gulvet som en bokser, bliver man nødt til at komme med et modsvar, selv om man kun har rejst sig halvvejs op og ikke har tid til at reagere.

- Vores stolthed og vilje til at vise vores kvalitet skinnede igennem, siger Wenger på et pressemøde efter kampen.

Sejren stiller Arsenal i en gunstig situationen inden returkampen i London torsdag i næste uge. I runden før vandt Arsenal 3-0 ude over Östersunds FK, men var alligevel tæt på at sætte det over styr i returkampen.

Belært af den oplevelse advarer Wenger mod at tage avancement for givet.

- Overordnet set var det en vigtig sejr, men ikke en billet til næste runde. Vi skal gøre arbejdet færdigt på hjemmebane, siger Wenger.

Han er i gang med sin 22. sæson i spidsen for Arsenal. Efter de seneste ugers miserable resultater er presset steget på ham.

En Europa League-titel kan dog redde både Wengers stjerne hos fansene samt klubbens sæson, da der følger en Champions League-billet med en eventuel titel.

Den Champions League-billet får AC Milan svært ved at sikre sig efter nederlaget. Holdets dårlige udgangspunkt før returkampen var en konsekvens af alt for mange fejl, mener italienernes cheftræner, Gennaro Gattuso.

- Arsenal har haft en meget svær periode, men det er et godt hold, og vi lavede alt for mange fejl til at kunne slå dem, siger Gattuso.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.