Du finder sjældent en have uden en Weber-grill. Faktisk er 70 procent af alle de griller, der langes over disken i Danmark fra Weber Grill, skriver business.dk.
Den populære grill har gjort Weber Stephen Nordic - firmaet bag Weber Grill - til et af de allermest lønsomme i Danmark.
Webers kuglegrill kom til Danmark i 80'erne, men først ti år senere blev den populær blandt danskerne. Den kendte kapel- og grillmester Jan Glæsel havde nemlig sin Weber-grill med i TV-showet "Hit med tandbørsten", og derefter eksploderede salget.
I dag er der 140 mennesker ansat i Weber-koncernen. Og det er ikke længere bare selve grillen, der er populær. Firmaet producerer nemlig også masser af grill-tilbehør, som danskerne er vilde med.
Kilde: business.dk