Premier League-klubben Watford fyrede søndag manager Marco Silva. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Watford ligger nummer ti i Premier League. Holdet fik en stærk start på sæsonen, men i de seneste 11 kampe er det kun blevet til en enkelt sejr, og det har fået klubben til at tabe terræn i tabellen.
Klubben skriver, at fyringen skyldes, at en unavngiven Premier League-rival har taget kontakt til manageren for at hyre ham.
Ifølge flere britiske medier er det Everton, der tidligere på sæsonen tog kontakt til Silva.
Det har ifølge Watfords bestyrelse medført, at managerens fokus ikke længere er, hvor det burde være, og det sætter ifølge bestyrelsen Watfords fremtid på spil.
Den 40-årige portugiser kom til Watford fra Hull City for et år siden.
Senere søndag kunne Watford offentliggøre, at den tidligere Malaga-træner Javi Gracia er blevet ansat som Marco Silvas afløser.
Gracia har fået en kontrakt, der gælder 18 måneder frem.
Spanieren førte to gange i træk Malaga til top-ti placeringer i La Liga som cheftræner for klubben.
Som spiller har Gracia stillet op for både Villarreal og Real Sociedad
/ritzau/