Tottenham-stjernen Christian Eriksen er klar til at gå på banen lørdag i Premier League.
Det vurderer Tottenham-manager Mauricio Pochettino, der tirsdag aften måtte undvære danskeren på grund af sygdom, da London-holdet slog Apoel FC 3-0 i Champions League.
Eriksen deltog torsdag i træningen frem mod lørdagens udekamp mod Huddersfield.
- Han viste god energi i dag.
- Vi håber, at han har en god følelse i morgen, så vi kan udtage ham, hvis vi ønsker det. Jeg ser det ikke som noget problem, siger Pochettino til Tottenhams hjemmeside.
Det er godt fire år siden, at klubben hentede den i dag 25-årige midtbanespiller til London fra Ajax Amsterdam.
- Fra første dag har Christian leveret på et stabilt niveau for os, og vi er meget glade for ham.
- Han er en af de bedste på sin position, og som spiller passer han virkelig godt ind i vores filosofi. Han er stadig ung og kan blive bedre.
- Ligesom Harry (Kane, red). gør han det godt hver eneste uge, siger manageren.
På lørdag venter oprykkerne fra Huddersfield med danskerne Mathias "Zanka" Jørgensen, målmand Jonas Lössl og Philip Billing i truppen.
Tottenham har 11 point på ligaens fjerdeplads, mens Huddersfield er noteret for ni point efter seks spillerunder.
/ritzau/