Borgmester i Århus Nicolai Wammen (S) smutter i utide, fordi magtens tinder på Christiansborg kalder.
Dermed bliver den mindre kendte partifælde Jacob B. Johansen ny mand i borgmesterstolen, skriver Jyllands-Posten.
Det sker dog først, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trykker på valgknappen, hvilket senest sker inden november næste år.
Dermed går borgmesteren af inden næste kommunalvalg, og vælgerne i Århus må derfor vinke farvel til den mand de stemte på.
Hovedpersonen holder pressemøde klokken 13 i dag, men avisen erfarer allerede nu, at Wammen overtager den ledige kreds fra Anne-Marie Meldgaard, som mandag meddelte, at hun ikke genopstiller.
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt skulle angiveligt have godkendt sin næstkommanderendes planer.
39-årige Nicolai Wammen har tidligere siddet i Folketinget, men trådte netop ud for at blive borgmester i Århus.
Ny mand med borgmesterkæden om halsen bliver den kun 34-årige Jacob B. Johansen, som dog må vente indtil efter valget med at sætte sig i spidsen for Danmarks anden største by.