En voldsom læserstorm rejste sig, da Joan Ørting i sidste uge fortalte, hvordan et møde hos Statsforvaltningens familieretskontor i København efterlod hende rasende og dybt ulykkelig.

Den kendte sexolog og parterapeuts opråb har givet massiv genklang. På Facebook skriver rigtig mange frustrerede læsere, at de genkender hendes oplevelser, og Avisen.dk har modtaget et hav af henvendelser fra borgere, der  føler, at de har fået en uretfærdig sagsbehandling.

Fælles for de mange mails er, at folk føler sig trampet på under møder hos Statsforvaltningen, der tager ansvar for, hvem der skal have forældremyndigheden, når mor og far bekriger hinanden.

Avisen.dk har talt med en håndfuld af de forældre, der føler sig svigtet.

- Til et møde i Statsforvaltningen talte sagsbehandleren så skrapt og nedværdigende til mig, at jeg faktisk blev helt rystet. Han var virkelig ikke professionel. Det var ligesom om, at han havde taget min eksmand parti. Hele hans attitude og den måde, han snakkede til mig på, var rigtig grov. Jeg ville forklare noget, men fik indtryk af, at jeg bare skulle tie stille. Han lyttede slet ikke, siger hun og udbyder:

- Efter det seneste møde blev jeg fuldstændig magtesløs, frustreret og gik derfra mega ulykkelig. Jeg synes ikke, at der var noget menneskeligt over det. Min bisidder sagde, jeg skulle klage over sagsbehandleren. Det overvejede jeg, men så blev jeg bange for, at det ville få konsekvenser for min sag. Jeg skal jo derind igen, og jeg har faktisk rigtig ondt i maven over at skulle derind. 

- Hele min krop ryster, når jeg går fra Statsforvaltningen. Jeg er chokeret over, hvordan man kan tillade sig, at vores samfund kan trække sådan nogle sager ud. Sagsbehandlingen tager jo så lang tid. Sagsbehandlerne hører slet ikke, hvad jeg siger, men jeg kan også godt se det fra deres side, for de hører også på meget lort.

- Jeg føler mig meget frustreret, for det er ligesom om, jeg står overfor en dør og snakker. Alt, jeg siger, preller bare af på sagsbehandlerne. Selvfølgelig skal de ikke tage deres arbejde med hjem, men det er ligesom om, sagerne slet ikke berør dem det mindste. Jeg føler ikke, at de gør noget for at hjælpe mig, og det får mig til at føle mig meget dum, forklarer han.

Statsforvaltningens svar

Statsforvaltningen har ikke ønsket at kommentere forældrenes oplevelser.

Det skyldes udelukkende, at den kritik, de fremfører, læner sig op ad, hvad Joan Ørting påpegede. Og den kritik svarede myndigheden på i sidste uge.

Souschef i Statsforvaltningens familieretskontor i Afdeling København, Julie Kragh, forklarede, at sagsbehandlerne altid bestræber sig på, at borgerne føler sig hørt og respekteret.     

- Men selvfølgelig kan man godt gå ked af det fra et møde hos os, for der er store følelser på spil. Men det er noget andet end at føle sig ked af det og ikke føle sig hørt, sagde hun sidste tirsdag til Avisen.dk.  

LÆS HELE SOUSCHEFENS SVAR PÅ KRITIKKEN  

- Jeg har været i Statsforvaltningens klør ad flere omgange. Både i de skriftlige og mundtlige korrespondancer, jeg har haft med dem, har kommunikationen været meget ringe, mener hun.

- Men den værste oplevelse var et møde i januar. Der fik jeg oplevelsen af, at beslutningerne var truffet på forhånd. Der var en jurist, der sagde til mig, at hvis jeg ikke gjorde, som der blev sagt, blev hun meget, meget træt. Jeg fangede kommentaren og sagde til hende, at jeg tænkte hun var træt, inden hun kom til mødet.

- Statsforvaltningen har ikke lyttet til mig, men taget mig som værende en stor løgner. Den følelse fik jeg på grund af nogle bemærkninger og sagsbehandlernes toneleje. De kiggede på mig som om, jeg var dybt debil. Det er psykisk vold i verdensklasse. Jeg oplevede mit møde hos forvaltningen som om, jeg var dømt på forhånd til at være et svin og modbydelig stodder, selvom jeg er en meget godmodig og fredelig person, siger han. 

- Den kæmpe uvidenhed og ufornuft, jeg har mødt, er psykisk terror. Når jeg fortæller om mine oplevelser med Statsforvaltningen til venner og bekendte, så kigger de på mig og tænker, det er løgn.

- Jeg var i Statsforvaltningen som bisidder for min datter. Det var det værste, jeg nogensinde har oplevet. Mødelederen præsenterede sig slet ikke og sagde kun, at hun skulle være mægler. De tilstedeværende havde allerede taget en beslutning om, hvad min datter var for en person. Hun fik slet ikke lov til at forsvare sig. 

- Vi blev ikke lyttet til. Jeg var grædefærdig. Det var en fuldstændig nedgørelse af min datter. Jeg gik fra det møde og følte mig latterliggjort og magtesløs. Jeg havde jo prøvet at pippe lidt op om, hvad sandheden var, men fik bare besked om, at jeg ville blive smidt ud, hvis jeg sagde mere. Dengang vidste jeg ikke, at de ikke må pålægge bisidder at være tavs, fortæller hun.