Dominique Strauss-Kahn har sagt sin stilling som direktør for Den Internationale Valutafond (IMF) op. Det oplyser organisationen.
Den skandaleramte direktør har sendt sin opsigelse i et formelt brev til bestyrelsen. Her tager han skarpt afstand fra sigtelserne om voldtægt.
"Til alle vil jeg sige, at jeg med den størst mulige fasthed nægter alle de beskyldninger, der er gjort imod mig," skriver han.
Strauss-Kahn sidder fængslet i New York, sigtet for voldtægtsforsøg på en stuepige, som han angiveligt skulle have overfaldet i weekenden, mens hun gjorde hans hotelværelse rent.
Efterfølgende har det fløjet med beskyldninger og historier om IMF-direktørens voldsomme og aggressive adfærd over for kvinder.
Strauss-Kahn skriver, at det er "med uendelig sorg," at han siger sin stilling op, men at han føler sig tvunget til det. Afslutningsvis understreger han, at han vil gøre alt for at beskytte IMF og derfor nu vil bruge al sin energi på at bevise sin uskyld.
Mens Valutafondens bestyrelse finder en ny kandidat til direktørstillingen er John Lipsky fungerende direktør, skriver organisationen.