Situationen i Egypten forværres, og i dag meldes der om mindst seks dræbte og over 800 sårede i Kairo. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I går onsdag blussede kampene mellem regeringstilhængere og modstandere op på Tahrir Square i hovedstaden. Mubarak-tilhængere red gennem demonstranterne på kamel- og hesteryg, mens de slog ud med køller.
Efter mørkets frembrud blev mindst seks demonstranter skudt og dræbt. Indtil videre har omkring 150 mistet livet under urolighederne i Egypten.
Det egyptiske militær har tidligere på ugen fortalt, at de ikke vil sætte ind over for de mange demonstranter i Kairo, men efter nattens blodige kampe har militæret med tanks oprettet en 80 meter bred buffer-zone omkring Tahrir Square.
At stemningen blandt demonstranterne er forrået viste sig i går onsdag, da flere journalister blev angrebet i Kairo. Blandt andet blev den danske korrespondent Steffen Jensen slået med køller af egyptiske Mubarak-tilhængere, mens han rapporterede live til TV2 News.
Kilde: Reuters