Et tip fra en opmærksom borger ledte i dag politiet til en adresse i Nysted på Lolland, hvor den farlige sexforbryder Bo Jensen blev anholdt.
Det oplyser Sydsjælland og Lolland/Falsters Politi fredag aften.
Den 30-årige voldtægtsmand og hjemmerøver stak 2. oktober af under ledsaget udgang fra den sikrede institution ved Rødby.
Bo Jensen stak af på en scooter under en badetur og blev efterfølgende efterlyst.
Han begik under en tidligere fængselsflugt den voldtægt, som han nu er idømt en tidsubegrænset straf for.
Da politiet i dag ville anholde Bo Jensen på adressen i Nysted, var han ikke tilstede.
Men da en anden patruljevogn, der kørte rundt i området under ransagningen, kom forbi adressen, forsøgte Bo Jensen at skjule sig i haven.
Der blev han anholdt, og politiet vil nu føre ham tilbage til den sikrede afdeling på Kofoedsminde.