Når voksne skal holde fastelavnsfest, forlanger stadig flere en ekstra forstærket tønde.
Festens højdepunkt må nemlig ikke gå op i hat og briller, fordi fastelavnstønden splintrer på nul komma fem.
De voksnes fastelavnsiver giver bødkere ekstra travlt.
"Folk er trætte af, at de almindelige tønder ikke kan holde til mere end en halv runde," siger Jens Peter Nissen fra Bødkeriet Holstebro til Newspaq.
De seneste år er produktionen af voksentønder kun gået en vej, og det er op. I år runder salget 1.500 alene i det jyske bødkeri, der i alt laver over 25.000 håndlavede fastelavnstønder til børn og barnlige sjæle.
Også i Vejle oplever Frølunds Bødkeri, at 200-300 fastelavnsfester for voksne vil have en ordentlig tønde at tæske løs på.
"Vi forstærker tønder med kryds i midten, søm og bedre tøndebånd. Køberne er fortrinsvis firmafester og ungdomsklubber," fortæller bødker Michael Frederiksen, som Newspaq fanger, mens han står i sit værksted.
Rasmus Nielsen, der er bogholder og bosat i København, er en af køberne af voksentønderne.
"Hvert år holder jeg en fastelavnsfest omkring min fødselsdag. Vi klæder os ud og det hele - det er ganske muntert. Men vi var trætte af, at tønden faldt ned efter et øjeblik. Så fandt vi frem til de stærke tønder," forklarer Rasmus Nielsen til Newspaq.
Og årets tønde, der kostede 170 kroner plus fragt, var en succes.
"I år fik alle flere slag på tønden, så den var helt klart bedre end de almindelige," konstaterer Rasmus Nielsen, der indtil i år uden det store held lagde tønderne i vand.
Men at det husmandsråd vitterlig ikke hjalp til at gøre tønderne mere robuste, kommer ikke bag på bødkeren.
"Efter, du har lagt den i vand, skal den jo ind i stuen. Men der trækker træet så sammen, og så står du faktisk med en dårligere tønde, fordi tøndebåndene går løs," forklarer bødker Jens Peter Nissen.
Fastelavn er højtid for landets bødkere.
De bedste bødkere kan lave syv tønder i timen. Normalen er dog cirka fire.
Håndlavede fastelavnstønder koster mellem 150 og 1.000 kroner alt afhængig af kvaliteten.
På en kvalitetstønde er træet næsten én centimeter tyk. Det er dobbelt af de masseproducerede.