Ud over spirende stjerner har Vesterbro Festival et koncept, som kun få festivaler har turdet satse på: billig entré og fair fadølspriser. 80 kroner for en to dages nedstigning til den danske rockundergrund, hvilket svarer til en krone pr. koncert, og så kan man undervejs servicere sit stemningsbarometer med fire store fadbamser for en hund. Nice!
Fredag aften stod folk i en halv times kø helt ud på Halmtorvet for at komme ind bag hegnet om den festival, der de fire foregående år mest har været de glade amatørers paradis. En happening, der skulle gøre opmærksom på manglen på øvelokaler i hovedstaden, men nu for alvor har fundet sin plads i Kødbyen. Nu er Øksnehallen helt oplagt blevet inddraget, Open Air-scenen vender den rigtige vej, og især er bundniveauet på ’Danmarks største festival for upcoming-musik’ for alvor blevet hævet, så den lokale gøgler må finde et andet sted at lufte sine skrupskøre børnesange.
Sloganet om at høre musikken, »før den rammer din radio« holdt ord i år. Gætter jeg på. Bemærk navne som Breum, Kind of Girl, Klark og Gypsies. Sidstnævnte leverede årets mest svedige funkhop-koncert. Har det band virkelig ikke en pladekontrakt?
Ellers må de straks få det, selvom musikbranchens købmænd atter engang glimrede ved sit fravær fra en festival, der rent faktisk byder på true talent i mange variationer. Af samme grund stod et særligt VIP-område forbeholdt pladeselskabs-typer stort set tomt. Kære Vesterbro Festival. Drop VIP-indhegningen. Der er ingen grund til at lefle. Tiderne har ændret sig, pladeindustrien halter efter, og en festival med flair for at servere musik, man endnu ikke vidste, man kunne lide, er ganske enkelt foran på point. Og efterhånden uundværlig. Tillykke med de fem år!