Regeringen og Dansk Folkeparti lancerer en ny vækstpakke for at hjælpe Danmark ud af finanskrisen, erfarer Dagbladet Børsen.
Blandt andet skal private virksomheder kunne forlænge deres frister for, hvor A-skatten skal afregnes. Samtidig skal virksomheder kunne skubbe indbetalinger,
der normalt løber op i 21 milliarder kroner om måneden, for at skaffe ekstra likviditet.
Derudover bliver fristerne kortere for, hvornår det offentlige skal betale sine regninger til private virksomheder.
"Det er meget glædeligt, at regeringen har lyttet til vores ønsker. Lige præcis en bedre likviditet er noget, som mange danske virksomheder har et stort behov for," siger viceadministrerende direktør Ole Krog fra erhvervsorganisationen DI.
Den nye vækstpakke er et forsøg på at standse det stigende antal af konkurser, som i oktober måned ramte det næsthøjeste tal nogensinde.
Der forventes en aftale søndag på forhandlingerne om at forlænge kreditfristerne.