Akademikere med tilskud fra staten er efterspurgte i små og mellemstore virksomheder.
I løbet af årets fem første måneder er det lykkedes 150 små danske virksomheder at få tilskud til at ansætte af en akademiker - en videnpilot.
Det betyder, at de penge, der var sat af til den populære ordning for hele 2011 nu er brugt, oplyser Videnskabsministeriet.
Virksomheder med op til 100 ansatte kan få tilskud til at ansætte en højtuddannet medarbejder - en videnpilot, der skal gennemføre et konkret udviklingsprojekt.
"Vi er glade for den store succes og ser frem til i det kommende år at kunne iagttage de positive effekter hos de mange virksomheder, der nu får gavn af en akademisk medarbejder," lyder det i en pressemeddelelse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Videnskabsministeriet.
I alt 537 virksomheder har haft en videnpilot ansat.
Løbende evaluering af ordningen viser, at syv ud af ti projekter har resulteret i en øget omsætning.
Og otte ud af ti videnpiloter har formået at udvikle nye produkter og/eller processer i virksomheden.