Virksomheder tørster efter lærlinge: Anlægsstruktøren Anders tøvede ikke med at sige ja

Virksomhederne er efter flere svære år igen begyndt at tørste efter lærlinge og elever. En tendens den unge anlægsstruktør Anders Konggaard Dyrhøj kan bekræfte.
Den 24-årige anlægsstruktør Anders Konggaard Dyrhøj kan godt mærke, at efterspørgslen efter lærlinge og elever er stigende.
Den 24-årige anlægsstruktør Anders Konggaard Dyrhøj kan godt mærke, at efterspørgslen efter lærlinge og elever er stigende. Foto: Privatfoto

Da 24-årige Anders Konggaard Dyrhøj fra Odense i 2016 skulle have en lærlingeplads, havde han allerede en mundtlig aftale med en virksomhed. 

Den unge anlægsstruktør var i forvejen ansat hos Munck Forsyningsledninger A/S, og da hans chef en dag kom og spurgte, om han ikke ville tage et skoleforløb og gå lærlingevejen i forsyningsvirksomheden, tøvede han ikke med at sige ja.

Anders Konggaard Dyrhøj fortæller, at også hans kammerater fra skolen har haft nemt ved at få praktikplads.

- Inden for mit fag som anlægsstruktør er der kæmpe efterspørgsel for tiden. Her i Odense er der gang i mange projekter, som tæller alt lige fra letbane til anlægsbyggeri ude i Bolbro (Odense-forstad, red.), fortæller han til Avisen.dk.

Største antal praktikpladser nogensinde 

Den unge lærlings oplevelser flugter godt med den generelle tendens: Virksomhederne er igen begyndt at tørste efter lærlinge.

Fagbladet 3F kunne i slutningen af februar fortælle, at der for tiden er slået rekordmange erhvervspraktikpladser op, og at virksomhederne søger tæt på 1.500 lærlinge og elever.

Ifølge Søren Heisel, forbundssekretær i 3F, er det det højeste antal nogensinde.

- Jeg har aldrig set så mange opslåede praktikstillinger før, og det glæder mig, at flere virksomheder nu vælger at tage flere lærlinge og elever, siger Søren Heisel til Fagbladet 3F.

Gode jobudsigter 

Anders Konggaard Dyrhøj får til september, hvis alt går vel, svendebrevet i hånden, og han glæder sig over, at der i disse år er gode jobudsigter inden for faget. Og så gør det jo heller ikke noget, at man på cv’et kan blære sig med, at man har vundet DM i Skills, et slags danmarksmesterskab for unge, talentfulde håndværkere.

- Det er jo fedt, at jeg i fremtiden kan vise arbejdsgiverne, at jeg har vundet DM i Skills. Det var en fantastisk oplevelse, siger han.

På listen over ledige lærlingestillinger er blandt andet tømrer, tjener, greenkeeper, murer, kok, industrioperatør og Anders Konggaard Dyrhøjs eget fag, anlægsstruktør.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.