I går måtte 700 medarbejdere vinke farvel til jobbet, da LM Glasfiber lukkede deres vindmøllevingefabrik i Sydøstjylland.
Dermed fik vindmølleindustrien endnu et hug i et år, hvor op imod 4.000 nu har mistet jobbet herhjemme.
Det viser en opgørelse fra brancheorganisationen Vindmølleindustrien foretaget for Politiken.
Ved årsskiftet var det således 28.500 ansatte i branchen. Det skønnes nu at være 25.000.
Dansk Metal, der organiserer en stor del af vindmøllearbejderne, mener, at regeringen gør alt for lidt for at fremme de grønne erhverv. Den sløsede indstilling er således direkte årsag til faldet, lyder det fra organisationens chefanalytiker, Michael Baunsgaard Schreiber.
"Opstillingen af vindmøller er stort set gået i stå siden regeringsskiftet for otte år siden. Det er bekymrende, at der ikke bliver truffet beslutning om udbygning af vindmølleenergien," siger han.
Metal følger utilfredsheden op med et udspil, der skal skabe op imod 50.000 nye 'energiob'.
Venstre forstår dog ikke kritikken.
"Uansat hvor mange vindmøller man klistrede Danmark til med, så ville vi ikke kunne afbøde den økonomiske krise, som jo også har ramt vindmølleindustrien hårdt," siger regeringspartiets energiordfører, Lars Chr. Lilleholt.