Det var skepsis, der først ramte, da en mand i 30'erne opdagede, at han havde vundet 1 million kroner på MillionKeno.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Manden, der er fra Aarhus, men ønsker at være anonym, troede først, han havde vundet 5-10 kroner, og selv da han opdagede, at der stod 1 million på hans spilkonto, havde han svært ved at tro på sit held.
- Selvom jeg kunne se, at der stod 1 million kroner på min spilkonto, så troede jeg stadig ikke på det, før jeg prøvede at trække 200.000 ud, og kunne se pengene gå ind på min bankkonto. Der gik det op for mig, at jeg havde vundet en million, fortæller han.
De mange penge falder da også på et tørt sted.
Århusianeren har nemlig længe haft en drøm om at skifte branche, og det åbner de mange penge nu op for.
- Gevinsten giver mig mulighed for at kunne skifte branche og tage en ny uddannelse, hvor jeg ikke behøver at arbejde fuldtid ved siden af et fuldtidsstudie, fortæller han.
Det første, han valgte at bruge penge på, var dog ikke ham selv, men til en gave til en veninde, som ifølge hans eget udsagn altid har været der for ham.
Familie og venner kan dog også se frem til lidt ekstra forkælelse, lover han.