Randers' borgmester Claus Omann Jensen (V) måtte tirsdag aften forsvare, at Randers Havn, og dermed Randers Byråd, der har det overordnede ansvar for byens havn, sammen med kunder og netværk har boltret sig med mad og erotisk show for 82.750 kroner.
Det skriver Ekstra Bladet.
Maden og en erotikken var på bordet, da der 14. november 2015 blev inviteret til fest med "sprudlende velkomstdrink, pirrende forret, fristende hovedret og pyntesyg cocktail", skriver avisen.
I alt deltog 78 personer i festlighederne på Hotel Randers, og de så et show med Neo Burlesque, som er en performance-gruppe fra Aarhus. Gruppen har fokus på erotik og satire og skriver ifølge Ekstra Bladet blandt andet på Facebook, at showet er "pirrende, sensuelt og forførende, hvilket blandt andet forsøges opnået ved letpåklædte damer".
Henning Jensen Nyhuus, bestyrelsesformand for Randers Havn, nuværende 2. viceborgmester og tidligere borgmester i Randers, siger til Ekstra Bladet, at der er tradition for at invitere til et arrangement, som skal styrke relationerne mellem havnen og kunderne.
- Man kan altid diskutere, om det er rigtigt at bruge penge på sådan en type show, men det var noget, Hotel Randers tilbød i en pakkeløsning, og jeg anede ikke på forhånd, hvad slags show det var, siger Henning Jensen Nyhuus.
Udover kunder og netværk, var hustruerne til de øvrige medlemmer af havnebestyrelsen også inviteret. Det skete, selv om Randers Kommune normalt kun betaler for ægtefæller og kærester ved helt særlige, repræsentative begivenheder.
Det var partiet Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen som havde taget sagen op tirsdag aften. Han siger til Ekstra Bladet, at det ikke kan være en kommunal opgave at smide penge efter letpåklædte damer, uanset hvor og hvornår det foregår.
- Det er under alle omstændigheder uetisk og umoralsk, at vi har brugt kommunale midler på det, siger Kasper Fuhr Christensen til avisen.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra borgmester Claus Omann Jensen (V).