Den danske cremekonge Ole Henriksen runder i denne uge 66 år, men arbejder stadig på fuld tid.
Energibomben har dog planer om snart at drosle ned for arbejdet og i stedet nyde tilværelsen som pensionist.
Det fortalte han fornylig Realityportalen.dk.
- Sidst i 60'erne regner jeg med at stoppe. Jeg bliver 66 nu her, så kan man jo selv lægge et par år til, siger han til mediet og tilføjer:
- Jeg tror, jeg vil bruge mine dage udenfor og opleve naturen, men ikke længere væk, end at jeg kan komme i bad og i en blød seng om aftenen.
Foto: Scanpix
Den kommende fødselsdag - og dermed skridtet nærmere pensionisttilværelsen - skal Ole Henriksen fejre sammen med kæresten Lawrence.
Til Realityportalen.dk fortæller han, at planen er at nyde et glas vodka on the rocks derhjemme foran pejsen og derefter tage ud og spise på parrets favoritrestaurant i Hollywood.