Det endte i en storstilet fiasko, da Nordkorea klokken 7.38 affyrede et langtrækkende missil. Kort efter affyringen eksploderede missilet og brækkede i tyve stykker.
Men succes eller fiasko er ikke afgørende for Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der nu i skarpe vendinger kritiserer Nordkorea.
"Fra dansk side fordømmer vi på det kraftigste den raketaffyring, som Nordkorea gennemførte i morges. Selvom affyringen var fejlslagen, så udgør den en klar overtrædelse af FN's Sikkerhedsrådsresolutioner 1695, 1718 og 1874, der alle forbyder Nordkorea at benytte og udvikle ballistisk missilteknologi," siger Villy Søvndal i en pressemeddelelse.
Diktator Kim Jong-uns plan med missilet var at sende en satellit ud i rummet, men det lykkedes ikke.
I ugerne op til affyringen satte nabolande som Japan og Sydkorea sine missilforsvar i nødberedskab, mens Nordkorea overhørte alle bønner om ikke at skyde missilet af.
Det tegner endnu en gang et tydeligt billede af et regime, der ikke har i sinde at samarbejde, mener udenrigsministeren.
"Affyringen skete også på trods af utallige opfordringer fra det internationale samfund til styret i Pyongyang om at vælge dialogens vej frem for konfrontationen. Med affyringen har regimet i Nordkorea desværre valgt at fortsætte konfrontationen. Styret i Nordkorea burde i stedet arbejde for at forbedre levevilkårene for landets hårdtprøvede befolkning," siger Villy Søvndal.
Fiaskoen var så eklatant, at de statstyrede nordkoreanske medier for en sjælden gangs skyld rapporterede om det.