En historisk aftale.
Sådan beskriver partiformændene for Socialdemokratiet og SF den aftale om integrationspolitikken, som de to partier torsdag lancerede i Silkeborg.
For første gang er de to partier gået sammen om et stort udspil på integrationsområdet, og ifølge Socialdemokraternes partiformand Helle Thorning-Schmidt er det vejen til at erobre regeringsmagten fra V og K.
- Det er et udspil, jeg vil kalde historisk – både i forhold til selve integrationspolitikken, og når det gælder styrkeforholdet mellem opposition og regering i Danmark, siger Helle Thorning-Schmidt.
Flere jobs og mindre kriminalitet
De to partier kommer med udspillet med en række konkrete bud på tiltag, der skal løse integrationsproblemerne i danmark. Blandt andet vil de komme ghettoerne til livs, øge indsatsen for at skaffe indvandrere i job, sætte mere ind mod radikaliseringen af unge muslimer og bekæmpe bandekriminaliteten.
Samtidig slår partierne fast, at uenigheden om de stramme udlændingeregler, som Socialdemokratiet støtter regeringen i, ikke skal stå i vejen for en S-regering med støtte af SF. Ja måske endda med SF som regeringsparti.
- Vi går stadig efter en regering med De Radikale, men der er ikke noget til hinders for, at SF kommer med. Det handler ikke om bogstavkombinationer men om at samle oppositionen, så vi er et stærkt alternativ til regeringen, siger Helle Thorning-Schmidt.
Villy glæder sig
Planen blev præsenteret på partiets sommergruppemøde i Silkeborg, hvor Villy Søvndal også var med. Og SF-formanden glæder sig over samarbejdet.
- Det ville have været utilgiveligt, hvis vi havde ladet ultimative krav stå i vejen for at erobre regeringsmagten, siger Villy Søvndal.