Fem unge aktivister havde planer om at sætte ild til flere offentlige bygninger bl.a. Christiansborg, Integrationsministeriet og Justitsministeriet.
Det er torsdag kommet frem i forbindelse med sagen mod de fem unge, der blev anholdt tilbage i april med benzindunke ved Politiskolen i Brøndbyøster.
I første omgang blev de sigtet for brandstiftelse, men den sigtelse omfatter nu også forsøg på terror.
Det skyldes, at de unge systematisk gik efter at "skræmme" befolkningen og destabilisere Danmarks politiske og økonomiske strukturer, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
De unge er sigtet for en stribe ildspåsættelser og forsøg på ildspåsættelser i perioden april 2010, og til de blev anhold i april i år.
De har bl.a. sat ild til Politiskolen i Brøndby, Pelsbox Danmark i Herlev, virksomheden Nestle, Saga Fur i Vedbæk, Nordea på Strandgade i København og Rigspolitiets Datacentral i Hvidovre.
Derudover forberedte de terrorhandlinger ved ildspåsættelser af bl.a. Christiansborg. Forberedelserne er dokumenteret via "samtaler, møder og ved fremstilling af molotovcocktails", oplyser politiet.
Først i morgen tager Københavns Byret stilling til deres videre varetægtsfængsling og altså, om de også kan fængsles for terrorforsøg.