Pårørende er bekymret for en dansker, som ikke har givet lyd fra sig siden bombesprængningen i det centrale Oslo og massakren på øen Utøya.
I en meddelelse fra udenrigsministeriet lyder det:
"Ambassaden og udenrigsministeriet har her til eftermiddag modtaget en henvendelse vedrørende en dansk statsborger, som pårørende er bekymret for. Ambassaden i Oslo har straks taget kontakt til de norske myndigheder og bedt dem undersøge sagen. Der er tale om en personsag, og ambassaden og udenrigsministeriet kan derfor ikke give yderligere informationer i sagen."
Det skal understreges, at man ikke ved, om der er forbindelse mellem de tragiske hændelser fredag og den danske statsborger.
Udenrigsministeriet har tidligere meddelt, at man ikke har modtaget oplysninger om danske tilskadekomne.