Der er klar uoverensstemmelse mellem menneskenes ure og det indre ur hos dyr. Derfor er trafiksikkerheden dårligere, når uret stilles en time tilbage til vintertid.
Falck anslår, at op til 25.000 rådyr og andre hjorte hvert år mister livet i trafikken. I de kommende to uger er risikoen ekstra høj for alvorlige trafikuheld.
"Vi mennesker flytter vores myldretid en time, men det betyder, at vi brager ind i dyrenes myldretid. Størstedelen af alle vildtarter har deres vandring lige i daggry og skumringen. De næste to uger rammer vi ind i tiden, hvor der er ekstra mange dyr, der krydser vejene, når vi skal på arbejde," forklarer dyre- og vildtkonsulent i Falck Allan Bruun Rasmussen til Newspaq.
Det er især lige når lyset bryder frem, at de mange ulykker med påkørsel af vildt sker. Derfor er de kommende to ugers daggry ekstra blodig.
"80 procent af alle påkørsler af vildt sker i daggry. Man skal være ekstra agtpågiven de kommende to uger, der hvor man normalt ser vildt," siger vildtkonsulenten.
Skulle uheldet være ude og man ser et rådyr, der løber ud foran bilen, så er det farligste at forsøge at undvige selvom det er den mest naturlige reaktion.
"De fleste ulykker sker faktisk fordi bilisterne forsøger at undvige og dermed kommer i uføre. Det mest optimale er, at man bremser hårdt op, hvis man ser vildt foran sig. Det er vildtet, der tager mest skade af en påkørsel," lyder det gode sikkerhedsråd fra Allan Bruun Rasmussen.
Påkører man selv vildt eller ser man såret vildt skal man kontakte politiet, så dyret kan blive slået ned og ikke lider.