Han har kæmpet med meget gennem sin karriere. Men de sidste mange uger har Robert Hansen for alvor danset sig ind i danskernes hjerter, og når finalen i Vild Med Dans løber af stablen i aften, så er Robert også storfavorit til at løbe med trofæet.
Kigger man på bookmakernes odds, så er der nemlig ingen tvivl. Hos NordicBet, Bet24.com, Bet365.com og Ladbrokes.com har Robert og partneren Marianne Eihilt laveste odds. De giver nemlig mellem 1.33 og 1.55 gange pengene igen, mens Vicki og Steen giver pengene mellem 2.25 og 3.25 gange pengene igen.
B.T har spurgt Peter Stokkebroe, der er Europa - og verdensmester i latindans, hvem han tror vinder. Og heller ikke han er i tvivl.
- Robert og Marianne vinder. De har solgt sig bedst på tv. Det gælder det også om i dans, fortæller han.
I aften kommer det nemlig uden tvivl til at handle om seerstemmer. Begge par har nemlig de sidste par runder scoret topopint hos dommerne, og det kommer de højst sandsynligt også til i aften. Derfor handler det om ren og skær popularitet.
Robert Hansen er kendt, har charmen og glimtet i øjet - og så danser han ikke mindst med en af de mest populære dansere i showet, Marianne Eihilt, som dog har måtte se sig slået lige på målstregen to gange tidligere og stadig har til gode at vinde det populære show.
Vicki Berlin var derimod forholdsvist ukendt for mange danskere, da hun startede i Vild Med Dans. Dette har dog ændret sig drastisk - og så danser hun ikke mindst med Steen Lund, der vandt Vild Med Dans sidste år sammen med Christina Roslyng.
Uanset hvad, så bliver det kamp til stregen i aften, hvor finalen nok er mere spændende end nogensinde før.
Følg med på TV2 fra klokken 20.