Lyset blev slukket for en ung mand på 24 år i morges, da den bil han var passager i kørte galt i Odense.
Vidner fortæller ifølge Fyens.dk, at bilen, der blev ført af en 26-årig mand, flere gange bragede over for rødt lys og nåede fart på over 100 km/t.
Pludselig endte det galt på Ørbæksvej nær Bilka i den fynske hovedstad.
"Vi ved, at han mistede herredømmet over bilen og fløj over i noget beplantning. Bilen blev fuldstændig ødelagt og splittet i tre dele, og den 24-årige passager døde på stedet," fortæller Erik Halkjær fra Fyns Politi til Fyens.dk.
Bilen blev så medtaget, at det eneste sted, hvor den ikke blev smadret var chaufførpladsen, hvor den 26-årige mand sad.
Nu skal bilinspektører så fastslå, hvad der gik galt ved den tragiske ulykke.
Kilde: Fyens.dk.