Vi sidder meget ved computeren - og det er ikke kun arbejde, der laves i skærmens skær.
Faktisk bruger vi ofte frokostpausen på at surfe lidt på nettet for at se, om der er noget interessant, vi kunne tænke os at købe.
Således bruger 13 procent frokostpausen til at gå på nettet, viser en undersøgelse, som Magasin har lavet blandt 6.678 af deres kunder.
Men indkøbene sker først om aftenen. Halvdelen af de adspurgte - 48 procent - køber online om aftenen. Samlet er der 75 procent, der shopper fra klokken 17-24.
Og undersøgelsen overrasker chefen for Magasin Onlineshop Thomas Baunehøj:
- Vi har dagligt mange tusinde besøgende på magasin.dk, og vores statistik over datatrafik viser et absolut peak i tidsrummet 11.30 til 12.30, hvor dagens besøgsantal topper, siger han om undersøgelsen og fortsætter:
- Det er til gengæld ikke i denne periode, at der gennemføres flest handler. Folk bruger frokostpausen på at søge inspiration og finde gode tilbud, der så indløses om aftenen, når man har bedre tid, siger Thomas Baunehøj.
Undersøgelsen viser også, at det mindst populære tidsrum til netshopping er om natten.
Kun en kvart procent af kvinderne og en halv procent af mændene måneskinssurfer på shoppingsites.