For tre-fire år siden blev der stort set ikke solgt nogen øl og sodavand på dåser. Men hos Coop Danmark udgør dåserne nu næsten halvdelen af det samlede salg. Og for et år siden var det på kun en tredjedel.
Og det selvom øl og sodavand på dåse faktisk er dyrere end på flaske.
"Det er gået meget hurtigere, end vi havde regnet med. Efterspørgslen er så stor, at vi har svært ved at følge med," siger Jens Bekke, pressechef i Carlsberg til Jyllands Posten.
Ifølge Kenn Thomsen, der er ansvarlig for ølsalget i Coop Danmark, skyldes tendensen, at dåserne er lettere at bære rundt på.
"Det handler meget om bekvemmelighed. En kasse med flaskeøl vejer mere end 20 kg, mens en ramme med 24 dåseøl vejer mindre end 10 kg. Dåserne er nemme at håndtere, og så holder de i øvrigt ofte bedre på ølsmagen. Det trænger ikke sollys gennem dåserne, og der siver ingen kulsyre ud af emballagen," forklarer han.