"Det er træls for os."
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (R), efter at de 27 EU-lande samlet har en negativ vækst på 0,3 procent af den samlede produktion, BNP. Hun frygter dog ikke endnu en økonomisk mavepumper til Danmark.
"I forvejen havde vi ikke store forventninger til, hvad udlandet kan trække i den danske vækst, så det får ikke den store betydning. Men det vil få en lille effekt," siger Margrethe Vestager til Newspaq.
Store danske eksportlande som Tyskland og Storbritannien fik en negativ vækst på 0,2 procent af BNP i de sidste tre måneder af 2011 i forhold til månederne før. Men Danmark har taget højde for finanskrisen generelt, og er derfor i gang med at skære i budgetterne.
"Det er den sløje økonomiske udsigt, der gør, at vi arbejder på at prioritere hårdt i de offentlige budgetter. De ting vi fremmer, skal give vækst, og de ting, vi nedprioriterer de ting, som er mere langsomme," fortæller økonomi- og indenrigsministeren.
Italien som tidligere i dag droppede drømmen om at holde OL, fordi økonomien er for dårlig, er nu officielt i recession. De har nemlig haft negativ økonomisk vækst i et halvt år. I de sidste tre måneder af 2011 aftog væksten med hele 0,7 procent af BNP.
De seneste tal for Danmark er ikke med i den nye opgørelse fra EU's statistiske kontor, Eurostat.