Præsentationen af en ny regering med tilhørende regeringsgrundlag, er i aften rykket et skridt nærmere. Konstellationen er dog endnu ikke bekræftet.
Her til aften mødtes De Radikales hovedbestyrelse med folketingsgruppen for at blive orienteret om forhandlingerne, der finder sted på Crown Plaza i disse dage.
Formand for De Radikale Margrethe Vestager orienterede den 100-mand store hovedbestyrelse om, hvilke mål de går efter under forhandlingerne.
Og bestyrelsen var tilfredse med, hvad de hørte, fortæller landsformand for De Radikale, Klaus Frandsen, til TV2.
"Der er en tillid til, at folketingsgruppen kan gøre det her færdigt, hvad enten de vælger regeringsdeltagelse eller det modsatte," siger han.
Dermed kom der heller ikke i aften en endelig udmelding om regeringen bliver med eller uden De Radikale, selvom alle regner med, at de bliver inkluderet.
"De er slet ikke færdige med forhandlingerne, og selv på kerneområderne er der udeståender endnu," siger Klaus Frandsen til TV2.
Margrethe Vestager selv, var heller ikke i det meddelsomme hjørne, da hun mødte journalisterne bagefter. Hun bekræftede dog, at hun havde fortalt bestyrelsen, om hun agter at gå med i en regering eller ej. På spørgsmålet om, hvornår der kommer en officiel udmelding lød svaret fra Vestager:
"På et tidspunkt. I ved hvordan det er. Jeg prøver at finde på morsomme, interessante, måske smil-fremkaldende variationer over det samme koncept: Ingen kommentarer," sagde hun til TV2.