Regeringen barsler i øjeblikket med reformer af kontanthjælp, førtidspension og skat.
Men nu varsler økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) flere omvæltninger i danskernes liv.
Årsagen er den trængte økonomi og de mange på offentlig forsørgelse.
Selv peger Vestager på børnechecken, som en mulighed for at trimme velfærdsstaten
"Måske holder det ikke for de allerrigeste. Måske skal vi tænke det ind i skattereformen," siger hun til Newspaq.
Hun understreger dog, at regeringen ikke har aktuelle planer om pille ved børnechecken.
Margrethe Vestager vil også have flere væk fra passiv forsørgelse. I øjeblikket er kun halvdelen af danskerne i arbejdsstyrken.
"Danmark skal være i god form, så markant flere er i beskæftigelse end på overførsler. Det forudsætter, at vi bliver ved med at overveje, hvordan vores samfund skal indrettes. Den debat kan vi lige så godt begynde på nu," siger hun.
Folkepension til rige danskere, kun fordi de runder en fødselsdag, skal også til debat, mener ministeren.
"Det med at få en bestemt ydelse, fordi man har en bestemt alder, det holder ikke i et moderne samfund, hvor folk er raske langt op i alderdommen. Det er vigtigere, at folk får efter behov, end at de får efter fødselsdag," siger Margrethe Vestager.