Det er ikke hr. Hvem-som-helst, der i dag klokken 12.01 skal stå i spidsen for sprængningen af det 108 meter høje blå gastårn i den københavnske bydel Valby.
Det er nemlig en af verdens bedste sprængningseksperter, briten John M. Faulkner og hans kollega Robyn Rushforth fra firmaet Precision Demolition Company Ltd, der vil trykke på knappen. Det skriver SN.dk.
De to eksperter har erfaring fra 17 lignende opgaver i Storbritannien, og de kan deres kram.
Det blev også understreget i torsdags, da John Faulkner forlod forberedelserne af sprængningen i Valby for at deltage i konferencen "World Demolition Summit 2012" i Amsterdam. Her modtog han prisen: "Explosive Demolition Award 2012".
Det lyseblå gastårn er Danmarks næsthøjeste bygning kun overgået af sygehuset i Herlev. Tårnet, der består af 1800 ton jern, blev indviet i 1967.
Til selve sprængningen bliver der brugt 50 kilo sprængstof, hvilket vil få beholderen til at styrte mod jorden, som når man fælder et træ, og lande på en fodboldbane ved siden af.
Det forventes, at omkring 30.000 vil overvære gasbeholderens fald.
Når tårnet ligger sikkert på banen, går entreprenørfirmaets folk i gang med at klippe det i mindre stykker. Det sker med gravkøer, der er påmonteret gigantiske metalsakse.
Tilbage i maj i år fandt en lignende begivenhed sted, da to højhuse i Rødovre, Ruskær og Agerkær på henholdsvis 13 og 15 etager, blev jævnet med jorden. Disse sprængninger forløb succesfyldt.
Her var det den skotske sprængningsekspert William Sinclair, der stod for nedrivningen.