Anders Højberg Kamp blogger om samfundskultur, gadestemninger og arbejderkøbenhavn med synsvinklen set fra Højbanen, der kører fra Sydhavnen til Hellerup. Han skriver for en lang række medier som Avisen.dk, AOK, Berlingske, Filmmagasinet Ekko, Københavneravisen og Politikens Ibyen. Han har læst Journalistik og Historie på RUC med fokus på velfærdsstatens udvikling og København.
Set fra Højbanen!
Det skete en kold aften i 2008. Vi havde alle taget plads i Ålholm Kirke.
“Juhuu, mand, det er jul,” råbte Charlie ud i forsamlingen. Han sad der med sit 70-års rynkede ansigt, sit hvide hår, en laset grøn koncert t-shirt anno ’92 og en blå tuborgsk nissehue. Jul var det nu ikke. 100 beboere sad og lyttede til andelsforeningens formand i kirkens forsamlingslokaler. I anledningen af vores andelsforenings konkurs.
“Kan I ikke se det, mand. Så blev det jul igen. Det er en ren fest det her,” råbte Charlie, min overbo.
Vi var på røven. Amagerbanken, hvor vi havde optaget et 20 millioner kroner lån, var krakket. Huslejen blev fordoblet, andelenes priser faldt med flere hundreder tusinder. Til mindre end vi havde købt dem for.
Fred være med at lejlighederne var faldet i pris, men kunne vi betale huslejen? Og renternes lån? Pludselig kunne vi se frem til en langt højere husleje. For mange af os var det mere, end vi kunne betale.
Nogle talte om at flytte fra Valby. Det var blevet for dyrt at bo i København, der efterhånden kun var for de velhavende. Ganske vist en spraglet sandhed, men sådan føltes det. Problemet var bare, at der ikke rigtig var nogen, som ville købe vores lejligheder. Det var jo ikke ligefrem nogen god forretning mere.
Et år før var tonerne ellers anderledes speedet op af økonomiske rådgivere og advokater. Vi ville alle blive tæt på millionærer, lovede de. Hvorfor sige stop? Fandens fork skal gi dig, når lejeforeningen var til møde. Køb, køb, køb, lød det fra jakkesættene. Tag et lån. Brug jeres penge. I bliver rige. Og vi købte. Lejlighederne steg til en halv million.
Snart gik sladderen rundt om i opgangene og fælleshaverne.
“Lejlighederne på den anden side af vejen er på samme størrelse, men det dobbelte værd. Hvis du sælger om to år, kan du tjene det dobbelte,” lød det fra Fru Hansen nederst til højre.
Vi hoppede i som grådige forbrugere med profit i øjnene. Ingen kritiske overvejelser der. I dag kunne vi sælge en 2-værelses for 400.000. Næste år 800.000.
Alt var bare lutter likør, latte og lemonade.
Også Charlie var i topform. Han stod op hver morgen klokken fem, sne eller sol, og morgentrænede. Han drak også en hof i kælderen, inden han cyklede byen rundt og kom sent hjem. Mødte jeg ham i opgangen, drak vi en bajer. Spillede jeg musik, trampede han i gulvet. For trampe kunne han fanme, når man kom til at skrue anlægget op på 8-9 stykker. Så hamsteren peb, og musikken fik tilføjet en stortromme.
Og BANG! Pludselig havde foreningen en kæmpe gæld i Amagerbanken. Almindelig mennesker skyldte banken 300.000. Med udsigt til at betale renter resten af deres liv.
Vi spurgte os selv, hvorfor vi havde været så naive. Vores drømme om rigdom bliver sgu aldrig til noget. Til gengæld er vi kreative. Vi klarer den, finder på noget. Nogen har levet af vegetarmad på dåse, krejlet på loppemarkederne. Andre - som mig selv - er flyttet i bofællesskaber og har løsnet sig fra gamle strukturer.
Så kom dagen, hvor jeg skulle flytte. Tre ældgamle Tuborg stod i opgangens fælleskælder. Jeg satte et skilt foran dem med teksten “Rigtige mandfolk”. Til ære for Charlie.
Og hold kæft hvor jeg en dag kommer til at savne arbejdertyper som Charlie og Fru Hansen i København.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.